Det er tiderne, sagde Misse Møhge i Matador – adskillige gange så vidt jeg erindrer. Tiderne har det med at få skyld for en del og jeg har mere end en gang filosoferet over, hvad et egentlig betyder det med tiderne.

Den tyske filosof Martin Heideggers hovedværk fra 1927 hedder Væren og Tid. Og da det vil være mere end almindelig omstændigt at folde ud, hvad hele det kæmpe værk handler om, så nøjes jeg med konklusionen som er: at væren er tid. Mennesker er i tiden, med tiden og omkring tiden fordi, de altid allerede er udkastet i tiden og i gang med ting og sager. Omsorg eller Sorge kaldte Heidegger det – det altid at være i gang med noget og dette noget handler ikke bare om, at mennesker foretager sig hverdagsting – selvom det gør de jo også.  At være i omgang med ting er også en slags bevidsthed man er i; mennesker er altid optaget af noget og nogen, man kan ikke lave ingenting, for det er jo også en ting. Selv når man sover laver man noget udover muligheden for, at man drømmer, så sover man jo og hensigten med at sove, er nu engang at sove. Egentlig er det meget enkelt, det er mellemregningen der er ret kompleks, når man går i gang med at studere hans filosofiske værk om væren og tid.
Fordi mennesker altid er i gang med ting, enten helt konkret som en aktivitet man bedriver eller ”bare” som en forståelse i bevidstheden, så lever og er de også i tiden.  Tiden går og i tiden forstår man sig selv. Når man ser tilbage og mindes en tid, der engang var, så forstår man sig selv i lyset af den tid, der er passeret. Når man ser frem, f.eks. drømmer eller filosoferer om fremtiden, så gør man det i bevidsthed om den tid, der er gået med henblik på den, der ligger foran en. Og det er formentlig det, som Misse Møhge mente når hun sagde: Det er tiderne. Hun erindrede at tiden har været anderledes, der havde været tider, som var bedre end dem, der er nu og på den baggrund forklarer hun, måske kun sig selv, hvorfor tiden er mere problematisk nu, end den har været tidligere. Det ligger i sagens natur, at man ikke kan stå udenfor tiden. Alle mennesker er i og med tiden, det er en præmis for og i livet. Og så slår det mig alligevel, at måske er der noget galt med den mellemregning?

Jeg har det lidt ligesom Misse, jeg tænker tid, at der er noget uregelmæssigt med tiderne, noget der ikke harmonerer helt med det, jeg kan huske som godt, når jeg ser tilbage i tiden. Måske er det også en præmis? At mennesker altid forskønner den tid, der allerede er gået?

Hvad angår nutiden, så forekommer det også mig, at der er noget galt med tiden: I stikordsform kan man jo starte med at pege på en minksag, en hel del embedsmænd der først fik skylden, så trak nogen ansvaret tilbage, så er der noget med en masse vacciner, der er nu et halvt menneskehav af mennesker der er skadet af selvsamme, men som ikke har noget sted at gå hen og Sundhedsstyrelsen vil ikke kendes ved dem, beretter visse læger og forskere. Hele kulturen omkring, hvad samfundssind overhoved er opstod i tiden omkring nedlukningen og i samme tid, der skete et skred omkring forholdet mellem landets styrelser og de mennesker der sidder/sad i spidsen for dem. Vi skulle leve med det, sagde Statsministeren og uden at blinke sagde hun også næsten stolt, at det godt måtte være svært at stå udenfor hendes definition af samfundssind. Hun var (er) altså ikke alles statsmininister kun dem, der mener det samme som hende. Og nu er der noget med et våbenkøb, kommuner og regioner lider, kommunerne er pålagt ekstreme besparelser, sygeplejersker og sosuer flygter fra deres fag, læger siger stop, skolelærerne advarer, mistrivslen er til at få øje på blandt skolebørn, ældreomsorgen halter mildt sagt på alt for mange parametre der kalder på omsorg, nærvær og kærlighed. Og mens jeg skriver dette, får Lars von Trier på hattepulden på en anden kanal for at skive det indlysende; russiske liv betyder også noget som respons på, at siddende statsminister leger Maverick og Goose i en Top Gun sceance  i en F16 hvis eneste formål reelt er at dræbe mennesker. I dag, i den indeværende tid, får man simpelthen hug for at være pacifistisk anlagt. Jeg noterer mig, man går efter en af de største danske filmmagere, Danmark nogensinde har fostret i tid uden at blinke. Og mens jeg skrev dette kom jeg i tanke om, at det snart at forbudt at futte en bog af, og jeg gjorde det i bevidsthed om, at vores egen evangelisk lutherske kirke faktisk blev til med udgangspunkt i en vis form for hærværk. Da Martin Luther, i sin tid slog sine teser op på kirkedøren i Wittenberg et eller andet sted omkring 1517, estimerer jeg, at det ikke var gaffatape, der holdt dem oppe. Hverken bogstaveligt eller i overført forstand.  Og siden fulgte lange tider, hvor man brændte kvinder for sager, der ikke havde gjort, det synes præsterne dengang var rigtigt. Der ér nok altid noget galt i tiden, hvis man stiller skarpt nok og er opmærksom men nogle gange, er der mere galt med tiden end der er til andre tider. Synes jeg.

Lige for tiden har jeg svært ved at få øje på et udgangspunkt, hvor det personlige ansvar rangerer højst og er udgangspunkt for resten. Det er som om, der er gået sport i at fralægge sig ansvaret både for tiden og i tiden, og finder man på at tage spørgsmålet op og påberåbe sig et ønske om en anden orden i tiden, så er der ikke langt fra udsagn til udskamning og moraliseren over sandheden som relativ, hvad der er sandt for dig er det ikke for mig, lyder argumentet, subjektiveringen er total, MeToo er en tendens overalt, og tiden mangler et fælles, et vi, der er ikke nogen bevidsthed om et WeToo. Den fælles etiske sans lider, moraliseren fylder mere end ønsket om fred, samvær, omsorg og kærlighed eller også tager jeg fejl? Måske er denne tid udtryk for, at vi netop mangler så ekstremt meget omsorg, nærvær og kærlighed, at tiden bare er et symbol for fravær af selv samme og derfor føles mere distanceret, ensom og ubalanceret. Måske mente Misse Møghe i virkeligheden: lige nu er der så meget skidt omkring os, at jeg næsten ikke kan overkomme det, når jeg ser tilbage, var tingene meget bedre dengang, da tiderne var anderledes. Tiderne var bedre. De gode gamle dage, det var dengang da Schlüter måtte gå af sammen med Ninn Hansen af egen fri vilje, og Anker Jørgensen selvsamme, da han indså at han havde slidt et lidt rigeligt stort hul i bunden af statskassen, tiden kaldte på nye kræfter. Det var i samme tid, som dengang hvor man kunne gå frit på gaden uden at overveje, om det nu også var sikkert. I skolen kom de forholdsvis få der ikke trivedes helt i såkaldte OBS-klasser og anbringelser og angst hos børn eksisterede kun hypotetisk efter kirketid, familien blev inddraget og ubehag i tid og sted var et fælles anliggende.  

Filosoffen Heidegger skrev om at være i tiden. Han parafraserende og svarede på de store spørgsmål i sin filosofiske afhandling: Hvad vil det sige at være menneske, hvordan forstår mennesker hinanden? Hvad betyder det at være til i verden? Hvordan er mennesker til i verden? Og hvad er overhoved meningen med væren? Han ville frem til kernen i væren, han ville tilbage til fundamentet i den menneskelige eksistens, og da han døde i 1976 efterlod han sig et interview, der blandt andet handlede om hans politiske fortid og forhold til tiden i og omkring nazityskland. Han lavede interviewet med Der Spiegel i 1966, men det måtte først udgives efter hans død. Det blev det så i 1976 og titlen på Interviewet var: Only s Good Can Save Us.
Upåagtet hvad resten af artiklen omhandler og koblingen til datiden, så ligger det bygget ind i udsagnet, at der var noget galt i tiden. Hvis det kun er Gud, der kan redde os, så er vi indlejret i en tid, der kalder på en anden måde at tænke på, noget der kan trække os ud af den tid, vi er i hen til en anden, noget andet og bedre.
Det er tiderne, sagde Misse Møhge. Filosoffen Heidegger ville helt sikkert erklære sig enig i et eller andet omfang. Det ér tiderne. For det er det altid. Væren ér tid. Og mennesker er altid indlejret i tiden med alt, hvad et indebærer. Og det uanset om man er en afdød filosof, en fiktiv karakter i en dramatisk fortælling på tv eller bare som jeg på kant med tiden.

Fra tid til anden hører jeg politikere og andre der tildeles en eller anden form for tillidshverv, at de er meget ydmyge – alternativt at de går ydmygt til den opgave, de nu er stillet.
Udtalelser, hvor mennesker kalder sig selv for ydmyge, har altid irriteret mig og slået mig som både falske og forstillende; ydmyghed er ikke et positivt prædikat man sætter på sig selv, det er ikke synonymt med tilbageholdenhed eller mådehold eller respekt, som det ser ud som om en del mennesker forveksler fænomenet ydmyghed med.
Ydmyghed er ikke en dyd i aristotelisk forstand men snarere en tilstand, der er medieret af en psykologisk hændelse, noget relationelt, der altså sker mellem mennesker som konsekvens af mangel på anerkendelse eller som egentlig frarøvelse af f.eks. et andet menneskes frihed og autonomi i konkrete relationer.

At være ydmyg i den forstand, hvor ordet bruges synonymt med tilbageholden eller blufærdig er på linje med ’at være ydmyget’ er heller ikke en autonom dyd, at være ydmyg er en konsekvens af, at man ikke har kunne stole på dem eller det, der i en given situation har skulle holde på ens værdighed f.eks. Det kan være et barn, der bliver skuffet gentagende og derfor ikke tør være naturligt fremadbrusende og fri i tanke og tale, eller der kan være tale om den form for blufærdighed, der kan ske, hvis man har mødt ydmygelser, der har frataget en noget sundt og kærligt, noget man havde til at begynde med.

En del religioner opererer med begrebet ydmyghed som respons på forholdet til overmagten, man skal forholde sig tilbagetrukket i gudsforholdet, der peges på en moral, hvor præmissen selvfølgelig er, at man ikke skal stikke snudeskaftet for langt frem i forhold til de regler, pågældende religion fordrer af den enkelte. Tilsvarende er der digtet ikke så lidt om menneskers position i forhold til naturen, hvor det storslåede, mægtige der omgiver en, bliver indikator for ens position som underlegen i de store kræfter, der er på spil. Uanset om der er tale om religiøse præferencer, lyriske toner eller psykologiske mekanismer mellem mennesker, så er udgangspunktet altid, at der er en overmagt, noget udefra, der får en til at føle sig ydmyget/ydmyg noget, der er større og stoltere end en selv. Uanset udgangspunktet kan ydmyghed kun ske som konsekvens af et møde mellem magt og en, der er udstyret med mindre magt og bevægelsen kommer ikke indefra af ingenting som et efterstræbelsesværdigt karaktertræk.
Ydmyghed er en konsekvens af afmagt.

Det er af samme grund, det forekommer mig så vrøvlende, når et menneske kalder sig selv for ydmygt, for hvad mener de egentlig med det? At et tildelt tillidshverv på forhånd har rykket ved deres selvværd? At de ikke stoler på egne evner udi det erhverv, de skal bestride? At de vil være tilbageholdende? Hvis ja hvorfor så det? Tillidshverv, store jobs, valg og tilsvarende kalder vel netop på en indsats, hvor man ikke holder sig tilbage? Og hvor meget tillid kan man lige have til et menneske, der lægger ud med at pege på dem selv som frataget noget på forhånd?

Uanset hvad, så kan jeg ikke lide, når mennesker kalder sig selv for ydmyge, dels er det upræcist fordi der er andre beskrivelser af ens position i universet der er mere passende, hvis man vil udvise respekt, være lyttende og imødekommende f.eks. og dels er det en åbenlys hån af både dem der bliver ydmyget af andre, føler sig ydmyget og lever f.eks. i daglige ydmygelser.
At kunne sige jeg er blevet ydmyget peger udefra og ind på et menneske, der har oplevet noget, der var forkert, som de så reagerer på og giver udtryk for. Det afgørende er, at bevægelsen kommer udefra, der er noget som anfægter ens position således, at en eller anden form for underkastelse etableres.

Upåagtet ydmyghed kommer altid udefra som påvirkning, mener jeg. Og fra dén position skal en eller anden form for bearbejdning ske, så balancen kan genoprettes. Muligheden der ligger i at blive ydmyget er altså, at tage og forvalte ydmygelsen på en måde, der om ikke sletter hele ens hukommelse, så i hvert fald etablerer en ny verdensorden, hvor konsekvensen af ydmygelsen ikke er en del af den fortolkning, man har af sig selv fremadrettet.

Ydmyghed er ikke et karaktertræk, det er en respons på noget, der er gjort mod en med henblik på en bestemt forholden sig i magtfulde forhold.

I udsendelsen herunder kan du stifte bekendtskab med skuespilleren Henning Jensens refleksion over og syn på de ydmygelser, hans barndom bød ham, hvad han stillede op med dem, og hvad livets sidste del gjorde og gør for hans syn på ydmygelser. Sørine Gotfredsen er vært, formen er stram og pointerne er gode; man efterlades ikke i et psykologisk, selvforstærkende morads. Snarere efterlades man med en indsigt der vidner om, at selv de værste ydmygelser kan overkommes i erkendelse at, at livet er større og mere fuldkomment end det den mor, der hverken har forstået livets storhed eller barnets skrøbelighed udsatte en for.
Og det er egentlig ganske livsbekræftende, hvis man tænker over det.

Lyt med her.

”Hvad ville du gøre, hvis du ikke kunne komme ud i den friske luft? ”

Spørger Ældresagen i et nyligt opslag på Facebook

Spørgsmålet er retorisk og medierer konflikt fordi det peger på noget, der er helt indlysende. Ja, hvad ville du egentlig gøre, hvis du kom i den situation?

Og videre lyder det:

Flere kommuner har afskaffet klippekortsordningen for at spare i ældreplejen. En ordning, der ellers gav de svageste ældre mulighed for en halv times ekstra hjælp om ugen.”

I det afsnit insinueres det, at alt var anderledes da klippekortordningen fungerede. Men sandheden er, at netop den klippekortordning allerede var en lappeløsning, der blev indført som en del af et finanslovsforlig i 2015.

Her hed det sig at der skulle sættes penge af til de svageste ældre, og så blev der sat 75 millioner af til alt fra ekstra bad (!) og gåture hen over samtaler og egentlig kaffedrikning. Året efter satte man det dobbelte beløb af – 150 millioner og så blev klippekortet en del af kommunernes bloktilskud.  Man gjorde altså det indlysende til noget ekstra, og den politiske glorie kunne pudses.

Og så er ordningen ellers blevet diskuteret, forvaltet og justeret jævnligt lige siden. Flere partier har argumenteret for, at en skulle lovfæstes senest Enhedslisten og DF i 2019. Det indlysende er blevet til en forhandling og nu er det blevet til en del af en debat om og forsvar for, at ordningen skal bevares. KL har løbende peget på, at ordningen er for bureaukratisk og derfor ikke bliver brugt ordentligt. Hvad man kunne have sagt sig selv fra starten, almindeligheder og fundamentale menneskelige præmisser som nærvær og respekt, omsorg og det hele menneske, er naturligvis ikke noget, man kan institutionalisere ustraffet. Det siger sig selv, og det ved Ældresagens udmærkede folk også, hvis de gad tænke sig om.

I datid besynger Ældresagen ironisk ordningen med ordene: Den ekstra hjælp (..) kunne fx bruges på (..)

”Frisk luft, grundig rengøring, aktiviteter og meningsfuldt samvær er med til at forebygge ensomhed, sygdom og yderligere svækkelse.”

Det er noget vrøvl fordi ordningen allerede var et værn mod den ensomhed, der allerede eksisterede som der skulle lappes på, det var jo selve grundlaget for ordningens indførsel i 2015.  Man har simpelthen sænket baren løbende og glemt udgangspunktet. Læg mærke til formuleringen. Grundig rengøring. Dvs. præmissen er, at rengøring kan, kunne, burde gøres bedre? Tilsvarende med meningsfuldt samvær. Betyder det, at samværet var uden mening før? Eller at samvær med andre mennesker godt må være uden mening – hvis bare?
Hvad er det egentlig vi forhandler her?

Videre lyder det:

”At fjerne klippekortsordningen eller spare på fx dagcentre og aktivitetscentre kan derfor få store konsekvenser for svækkede ældres livskvalitet, trivsel og sundhed.”

Nu er præmissen, at vi sparer på besparelsen, der allerede sparet (det var det klippekortordningen skulle imødekomme) og nu skal vi så drøfte besparelsen af lapningen på besparelsen fra 2015?

”I Ældre Sagen arbejder vi for, at retten til social omsorg skrives ind i lovgivningen. Alle kommuner skal forpligtes til at tilbyde hjælp i form af klippekort til de ældre mennesker, der har svært ved selv at komme uden for deres hjem uden hjælp.”

Retten til social omsorg skal skrives ind i lovgivningen. Jamen kæreste mennesker, det er allerede skrevet ind i lovgivningen første linje i Serviceloven lyder:

§ 1. Formålet med denne lov er

at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer.

Tilsvarende lyder Sundhedsloven:

§ 1. Sundhedsvæsenet har til formål at fremme befolkningens sundhed samt at forebygge og behandle sygdom, lidelse og funktionsbegrænsning for den enkelte.

Rådgivning, støtte og forebyggelse, sundhedsfremme, behandling af sygdom, lidelse og funktionsnedsættelser for den enkelte.

I ovenstående er social omsorg allerede bygget ind. Det siger sig selv, at ingen forebyggelse af sygdom og lidelse, endsige sundhedsfremme og behandling kan ske uden den er funderet i netop social omsorg, hvad skulle alternativet være?  Det er en fundamental umulighed enhver med en lille smule analytisk sans sagtens kan regne ud. Mennesker trives ikke i ensomhed, mennesker trives ikke i rod afmagt og kaos, mennesker trives ikke uden berøring kærlighed, opmærksomhed, tid, langsommelighed, healende behandling og nærvær.  Så, når Ældresagen argumenterer for meningsfuldt samvær som en mangel, så burde de i stedet pege på, hvad der sker, hver gang man fjerner frisk luft, grundig rengøring, aktiviteter og meningsfuldt samvær.

Det regnestykke er nemlig heller ikke svært.

Alle ovenstående forværrer sygdom, lidelse ensomhed og funktionsnedsættelser. Det skaber grobund for mistillid, afmagt, angst, skam, distance, sorg og depression. Det gør de ældre og yngre lidende til andenrangsborgere, og dermed stiger presset på sundhedsvæsenet endnu mere.  Med mindre måske, regeringen får held med at indføre aktiv dødshjælp, så er det måske en vej ud af lidelsen? Et klik på borger.dk og det rette team kan i frihedens navn rykke ud og afhjælpe sygdom, lidelse og meningsløshed.

Jeg kan næsten se det for mig.  

Hvad er egentlig forskellen på at være skeptisk eller bare fuld af mistillid? Og gad vide om det ene leder automatisk til det andet, hvis visse betingelser er til stede?

I første århundrede efter vores tidsregning, genoplivede Ainesidemos den pyrrhiniske skepsis. Skepticismen handlede dengang om, hvorvidt det overhoved er muligt at vide noget som helst. Begge skoler både den tidlige og den sene anbefalede den såkaldte epoche, som betyder, at man undlader at tilslutte sig nogen som helst mening om noget som helst.

Ordet skepsis kommer af det græske skeptesthai, der betyder at “eftertænke” eller “overveje”
Sokrates var skeptiker og har i den anledning grundlagt en hel skole, hvor udgangspunktet er skepsis eller tvivl om man vil. Og er man i en position hvor man arbejder med at lytte, afdække og forstå andre mennesker i sin hverdag, så er tvivlen et godt udgangspunkt for dialog. At man tvivler betyder imidlertid ikke, at man ikke stoler på det menneske, man er overfor, men det betyder, at tvivlen bruges som løftestang for at nærme sig et eller andet nyt, hvad det end måtte være.

Jeg kom til at tænke over forholdet mellem tvivl, skepsis og mistillid i morges, da jeg knappede min netbank op med henblik på at få overblik over min kommende måneds økonomiske virkelighed. Mit blik fangede mit beskedne billån og jeg konstaterede, at ydelsen var cirka 125 kr højere end normalt. 125 kr. præcis tre is til mine tre børnebørn, så jeg satte mig for at undersøge sagen nærmere ud fra devisen, at mine børnebørn fortjener is mere end min bank fortjener 125 kr. ekstra for en bunke blik på fire hjul. Et kig på vedhæftede fil fortalte mig, at renten på mit billån er steget fra 4,91% til næsten 7% (!) Fra den position kontaktede jeg straks min bank og udbad mig en forklaring. Jo, det er korrekt, dit lån er ændret i renten, det er fordi, du har variabel rente. Ja, super, nu er jeg jo ikke idiot, men hvorfor er det sådan? Medarbejderen messede kort forklaring: Nationalbanken, energikrise, Corona og krigen i Ukraine. Og så skal vi jo have dækket vores udgifter, replicerede den unge mand i telefonen.
Jeg besluttede at spare bankens medarbejder for, hvad jeg grundlæggende mener han fortjener: en gedigen skideballe for at have hovedet oppe i røven, til fordel for en mindre portion moralsk justering i retning af etisk sans, så jeg landede den på: du bør montere en form for kritisk sans i din hverdag, og du bør montere en indsigt i årsagssammenhænge inden, du svarer bankens kunder med overfladisk snik snak. Han slap forholdsvis billigt, synes jeg. Og jeg estimerer også, at han ikke helt fangede galoppen. Eller sagt på en anden måde, jeg regner ikke med at han siger sit velbetalte job op til fordel for et vikariat i sandhedens tjeneste sådan lige med det samme.

I moderne tid forbindendes skepticisme ofte med religiøs skepsis, men på det seneste har jeg overvejet, om man kan udvide den filosofiske retning eller tviste den et nyt sted hen. Min påstand er, at der er for lidt skepsis i vores samfund pt. Og jeg overvejer i den anledning, om der ikke snart skyller en eller anden form for mistillid hen over landet (verden), der kan redde os alle sammen fra både åndelig og eksistentiel fallit. Det er som om, den sunde fornuft har taget en færge ud af verden.

En ting er mit billån, men man skal vist være mere end almindelig tonedøv for at have overset, at dieslen ikke er faldet modsvarende før den såkaldte energikrise, og med mindre man har mistet både syn og hørelse, kan det næppe være forbigået nogens opmærksomhed, at fødevarepriserne stadig er grotesk høje. Al detailhandel ligger stadig et godt stykke over, hvor den lå før indeværende såkaldte krise og lægger man den kendsgerning til, at både banker, energiselskaber og de største kæder i konsum har præsteret rekordregnskaber i både 2020 og 2021 samtidig med at vi tudes ørene fulde om, at kommuner og regioner er ved at brække nakken under det stigende pres, så er der, selv med min sparsomme viden udi nationaløkonomi og makro noget helt galt.

I min hverdag betyder den kollektive glemsel udi, hvad der er op og ned på rigets finanser, at enhver opsparing er sat på pause. Jeg går ikke længere på café, frisør, nyt tøj og smarte sko er for længst sat på pause. Vi tænker os om en ekstra gang inden vi tænder for vaskemaskinen og vi kører kun bil i det omfang det er nødvendigt.
Historien om covid, energikrisen og krigen er til gengæld gået fra at være et midlertidigt scenarium til en præmis, der har en indbygget regning, der skal betales af nogen og lige nu mistænker jeg, at det er mig der betaler det meste af gildet. En hurtig sammenligning i min privatøkonomi hen over de sidste tre år viser mig, at min indtægt er cirka den samme men mine udgifter et streget med cirka 20% hele vejen rundt. Altså betaler jeg en meget høj pris for at have sat mit forbrug ned.
Det er mobiltelefoni, forsikringer, madvarer og nu også billån der står for den samlede forbrydelse – ting jeg ikke rigtig kan flytte rundt på mere, end jeg allerede har gjort.

I samme periode 2020-2023 er der også sket en anden udvikling af mere eksistentiel karakter; jeg også gået fra at være skeptisk i sokratisk forstand, fra at ville stille de kritiske spørgsmål til magthavere i tillid til at jeg ville få et reelt svar til nu at være mere egoistisk og mindre gavmild. Der er simpelthen blevet kortere fra eftertænksomhed og overvejelser, når jeg skal handle på et sagsforhold, jeg er blevet hurtigere på aftrækkeren, når jeg præsenteres for svage svar eller søforklaringer fra f.eks. banker, detailhandlen eller energiselskaber, jeg køber ikke søforklaringer længere, og hvad angår min tillid til de folkevalgte politikere, så er jeg gået fra en tro på at nogen ville det bedste til reel mistillid.

Uanset hvordan jeg vender og drejer den, så er der noget galt i regnestykket.
Man kan ikke både have rekordoverskud i banksektoren, i fødevareindustrien og i energisektoren og samtidig øge mine udgifter med små 20% hen over en periode på små tre år. Der er noget galt – pengene passer simpelthen ikke. Der er sket en diskrepans, hvor nogen rager til sig mere end nogensinde før, mens andre betaler uden helt at kunne gennemskue hverken store eller små sammenhænge i de nationale økonomier.

Måske er vi nået et punkt, hvor forholdet mellem skepsis og mistillid er ved at smelte helt sammen?

Jeg har i hvert fald meget vanskeligt ved at se andet end, at den ene afløser hinanden i disse år.

Den Politiske tænker og filosof Hannah Arendt (1906-1975) bliver ofte citeret for sit berømte udtryk ”ondskabens banalitet” og en af hendes pointer er, at de allerfleste onde handlinger begås af ren og skær tankeløshed.

Jeg kom til at tænke på hende igen forleden, da jeg stødte på endnu en historie fra SOSU-landet hvor nye sparekrav tog udgangspunkt i følgende meget lavpraktiske forslag til medarbejderne:

Ingen pynt på brødet.
Ingen vask på ryggen ved bad.
Middagshvil skal i kørestolen – ikke i sengen.
Hår må samles i elastik – ikke flettes.
Hud må kun smøres på tørre steder ikke på hele kroppen.
(Sønderborg Kommune forslag til sparekatalog)

Hver gang jeg ser den slags, så er min spontane tanke: Jamen er den slags overhoved lovligt? Sikrer kvalitetsstandarterne ikke mod den slags? Gør Serviceloven ikke? Hvem er de mennesker, der har skruet den her sammen? Der sidder nogle konkrete mennesker, der forfatter papiret, distribuerer det og holder øje med at det bliver overholdt.
Hvor sidder de? Og har de samme farve i ansigtet som mig? Jeg forestiller mig nemlig, de må være fra en anden planet. Måske er de grønne og har antenner på hovedet?

Jeg kender argumentationen fra deres håndlangere til benet. I næsten to årtier har jeg færdes blandt dem, fra høj til lav har jeg både set og hørt alt fra skoledirektører til kommunaldirektører henover ledere, mellemledere og længere nede teamledere tørre hænder i gardinet og fralægge sig ethvert ansvar med henvisning til, at manøvren var nødvendigt for at få enderne til at hænge sammen.
Der er nærmest tale om en formel, hvor udgangspunktet er: Jamen sådan er det jo at arbejde i en politisk styret organisation, hvis bare du vidste (..) Præmissen er altså for dem, at når man arbejder i en politisk styret organisation, så er man forvaltningens forlængede arm, ens opgave er at servicere politikere, der er sat til at forvalte en sag og fra den pol skal man rette ind og levere varen – det næste de fabler om det er omstillingsparathed og fleksibilitet. Den konkrete vare de handler med kaldes værdier og i sager der vedrører besparelser, er ansvar synonymt med at forvalte skattekronerne fornuftigt. Så du kan du jo nok forstå, at så er der ikke råd til alt. Hvem kan dog sige dem imod. Det er jo indlysende korrekt. Og umiddelbart er det jo også besnærende.
Det næste man kan observere er køen ved håndvasken. Det er en regel, at ingen vil kendes ved eller stå på mål for det konkrete (at der f.eks. ikke må komme brøndkarse på maden og man ikke skal vaskes på ryggen) I den konkrete fra Sønderborgs forslag til sparekatalog svinger FOA sig op til følgende kommentar:

”De går hjem med ondt i maven”
Karsten Wohlgemuth, faglig sekretær i FOA, Sønderborg.

Og Aben ryger videre (..)

Men han er ikke mere ked af det, end at han kan sende aben videre.

“Det her skal løses sammen med politikerne på Christiansborg. De må enten give os mere frihed til at skaffe flere penge, eller også må de kompensere os for de stigende udgifter, vi har haft igennem de seneste år”.

Tankerne er empatiske. Ved første øjekast. Det ligner at FOA tager deres medlemmer alvorligt, det er synd for medlemmerne, der går hjem med ondt i maven – ok, det er da sødt sagt. Men hvorfor er det, deres medlemmer får ondt i maven, egentlig? De arbejder jo i en politisk organisation. Sådan er demokrati jo, vi vælger nogen til at styre, og det skal nogen forvalte indenfor nogle rammer.

Det er hyklerisk at en gigant organisation puster sig op og får det til at se ud som om, de stiller sig på medlemmernes side uden at adressere det egentlige problem; At nogen længere nede af gangen har planlagt at effektuere noget, der ikke er tænkt godt nok.

De, FOA og alle de andre aktører der samarbejder med og uddanner ved jo udmærket godt, at omsorg dækker over noget helt andet end det, som kommuner og regioner i disse år forsøger at rygsvømme sig ud af med deres sparekataloger, så hvorfor tager de ikke bladet fra munden og forlanger at tanken tænkes til ende?

FOA’s medlemmer er ved at drukne, og FOA beskriver vandet.

Et par hurtige skud fra hoften kunne f.eks. være: Hvad betyder det for medarbejdere og borgere, når men hjælper skal gå ind til en borger og gøre et halvt stykke arbejde?
Hvad har det af konsekvenser, hvis man tager muligheden for at gøre sit arbejde etisk?
Hvad gør det ved arbejdsmoralen, at der udlægges det ene katalog efter det andet, der fuldstændig fjerner medarbejderens kritiske sans til fordel for micromanagement ned i en detalje enhver menneske burde kunne se, er helt ude i hampen.
Hvad har det af konsekvenser, når man sætter en borger til at sove i sin stol? Eller undlader af klø dem på ryggen?
Og hvad er det egentlig FOA kæmper for?

FOA burde ansætte et menneske til at stille de rigtige spørgsmål, spørgsmål som kan mediere tanken og sikre at det, der skal kritiseres bliver kritiseret med afsæt i noget, der er gennemtænkt.

Og så må jeg tilbage til Hannah Arendt og ondskabens banalitet.
Hendes tanker beskæftiger sig med ondskab. Hvad vil det sige at være ond? Og her gør hun første regning op. Der hvor man forventer at møde et monster, der møder man som regel et lille undseeligt menneske, der både har mand eller kone og børn. Et menneske der passer sit arbejde og gør sin pligt. I den forstand er det onde ikke sådan lige til at få greb omkring hos hende. Til gengæld peger hun på, at ondskab handler om banalitet og den banale ondskab spejler tankeløshed og ligegyldighed. Når noget er tankeløst – ikke gennemtænkes, så tillader man ligegyldighed. Den der tillader sig tankeløshed og ligegyldighed unddrager sig ansvar, og de mennesker der uddrager sig ansvar står ikke ved deres egne handlinger.

Fra den position bliver spørgsmålene jo ikke vanskelige at besvare, så enten er der ingen der stiller dem fordi de ikke vil? Måske kan de ikke? Måske rækker evnerne ikke?

Hvis vi skal følge Hannah Arendts refleksion om banalitet, så bliver konklusionen at ondskaben opstår der, hvor tanken ikke er tænkt godt nok. Og hvis hun har ret i det, så bliver næste spørgsmål, hvad skal der være til stede før man kan hævde, at en tanke er gennemtænkt?

Kan man handle ondt uden at være ond?
Og er man ond, hvis man med henvisning til ens leder eller kommunalbestyrelsens beslutninger nægter at smøre creme på ryggen af et menneske, der har brug for det?

Jeg er ikke helt sikker på svaret. Men en ting er jeg sikker på. Der er ubegribelig mange banale mennesker ansat i offentlig forvaltning, der har gjort det til deres erhverv at bosse rundt med andre mennesker uden at vide, hvad de laver. Det ved jeg, og jeg ved det fordi, at hvis dem der formelt har ansvaret for anbefalingerne havde tænkt tanken til ende, så var de helt sikkert (?!) kommet frem til, at det er verdens dårligste idé at bede en SOSU-medarbejder om at undlade at vaske en borger på ryggen.

Forestil dig du står ude i badeværelset med en borger og bliver nødt til at sige til vedkommende. Beklager jeg kan tilbyde dig at blive vasket i røven, men jeg må ikke vaske dig på ryggen. Det siger borgmesteren, kommunalbestyrelsen, ældrechefen, de decentrale ledere, teamlederne, områdelederne og min daglige leder, jeg ikke må.

Hvor begynder og slutter ens personlige ansvar, egentlig?

Filosoffen Albert Camus (1913-1930) er blandt andet kendt for at formulere følgende:
“Der findes kun ét virkeligt alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej.

Hvis aktiv dødshjælp bliver tilladt, har staten de facto sat rammerne for, hvornår et liv ikke er værd at leve.
Man må i den anledning forvente, at det kun bliver bestemte lidelser, der udløser mulighed for statsfinansieret dødshjælp.
Og næste spørgsmål vil i sagens natur blive: hvordan afgør man, om livet er værd at leve?
Det behøver ikke være så vanskeligt som enkelt individ, men som institution er det en opgave, der er dømt til at gå galt. Erfaringen fra andre lande, blandt andet Canada, Holland og Belgien viser det med al tydelighed. Statsmedieret dødshjælp kan ikke styres, og alle de lande der har forsøgt er landet i skrækkelige scenarier, hvor mennesker er blevet slået ihjel fremfor at få kærlighed, lindring og omsorg.

I de eksempler jeg har valgt ud de sidste 30 dage er det lykkedes mig et par gange at komme på kant med nogen, som har ment, jeg har været bister og unfair i min tilgang til spørgsmålet. Et par stykker har følt sig pressede og er blevet defensive. Til det er min respons:
Hvad havde du egentlig forestillet dig ville ske i denne debat?

Hverken din eller min næstes liv må aldrig, aldrig blive en let sag der sættes til side og behandles overfladisk, fordi nogen andres følelser såres.
Hvis mennesker er for aktiv dødshjælp, i praksis villig til at udlægge det til et andet menneske at slå en ihjel, så skal man kunne argumentere for sin sag med mere end et par stråmænd og overfladiske emotionelle betragtninger. Man skal kunne forklare og forsvare sit argument rationelt og substantielt, og kan man ikke det, så skal man under ingen omstændigheder gives den magt der følger med som ekstremt indgribende systemskifte, som aktiv dødshjælp vil være.

Alternativet til aktiv dødshjælp.
Mennesker i lidelse bør være et samfunds første prioritet og alles største fælles last. Det være sig hvad enten der er tale om fysisk, eksistentiel eller åndelig lidelse.
Mennesker i lidelse skal kommes i møde, lindres, trøstes, smertedækkes og have al den praktiske hjælp man kan forestille sig. Og heldigvis sker det også i langt de fleste tilfælde.
Det palliative personale i Danmark er dels ekstremt godt uddannet, dels er det mennesker, der er drevet af et inderligt ønske om at gøre en forskel for dem, der lider. Den indsats skal til enhver tid styrkes således, at de har de bedst tænkelige vilkår for og i deres gerning.

Mennesker der ønsker at hjælpe folk i døden før de ønsker at sikre de bedst mulige vilkår for det palliative personale, er mennesker, der ikke tænker deres egne tanker dygtigt nok. De burde tie og lytte.

Det er ikke og må aldrig blive en stats opgave at dræbe sine egne borgere.
Jeg kan med hånden på hjertet konkludere det samme som var mit udgangspunkt: jeg er stadig imod aktiv dødshjælp.

Skulle aktiv dødshjælp blive tilladt ved lov, vil der ske katastrofale forskydninger i vores syn på vores medmennesker.
Udgangspunktet ser, overfladisk betragtet, ud til at handle om retten til en værdig død, sagen er bare, at værdighed er ikke noget, man kan miste – uanset hvad det ser ud til at 70% af befolkningen med siddende statsminister i spidsen ser ud til at mene.
Værdighed er en gave, mennesker bliver født med, og værdighed sker i mødet med andre mennesker. Man kan ikke miste værdighed, for værdighed bliver først til, når man er sammen med andre mennesker.

Hvad vi til gengæld kan slå i stykker og miste er den kærlige måde, vi omgås andre mennesker på.
Omsorg, nærvær, medlidenhed og lindring i mødet, kan sagtens erstattes med distance, had, afsky, mismod, mistillid, selvretfærdighed, kynisme og afmagt. Hvis det sker, så bliver lidelsen i vores relationer mere præsent end ønsket om at elske sin næste som sig selv. Det skal vi forhindre, der er alt rigeligt af den slags i forvejen, vi har absolut ikke brug for mere.

Tak for en spændende debat

https://www.youtube.com/watch?v=k9fWyXV4gVw

HVORFOR MÅ TECH-INDUSTRIEN EKSPERIMENTERE MED VORES BØRN? Spørger Imran Rashid retorisk d. 9 maj 2023 på Facebook.
Rashid ræsonnerer over Snapchats nyeste påfund – den kunstigt intelligente spionven MyAI – og konkluderer at der er tale om en utidig indblanding i noget af det mest centrale i menneskelig udvikling, nemlig relationsdannelsen. Herfra linker Rashid til et borgerforslag, Stop techindustriens kommercielle udnyttelse af børn og unge.

Jeg er uenig i, at indblandingen er utidig, den er præcis det modsatte nemlig desværre tidslig på alle måder. MYAI er jo ikke enestående men blot endnu en byggesten ovenpå den eksperimentelle og ekstreme udvikling, der længe har truet med at opløse menneskelig bevidsthed i et elektronisk syrebad.
På plejehjem har den ukritiske og adlydende omsorgsmedarbejder længe kunne udstyre den svage demente med en kunstig sæl eller det, der er værre. Den slags teknisk snilde kamufleres dagligt og ganske initiativrigt i velmente ideer om livskvalitet og på en god dag en forestilling om reminiscens fra dengang, borgeren ejede og elskede en rigtig, levende hund osv. De mest ubarmhjertige tiltag fra den kant, er dukker, der ligner og føles som rigtige babyer. Og til det kan man f.eks. lægge de langt fra enestående techkoncepter; telemedicin, depressionsbehandling og ”tryghedsbesøg” via digitale platforme, 24-timersbleer og tilsvarende medieret af fagligt svage mellemledere der er mere interesserede i deres job og servicering af forvaltningens magthavere end de svages ve og vel. Det hele legitimeres politisk fra allerhøjeste sted med milliarder i ryggen, og sendes samvittighedsløst afsted via digitale udviklingsenheder fra både uddannelsesinstitutioner, regioner og via alverdens messer i raketfart til tonerne af innovativ, omstillingsparathed og optimering. Best case practices, hvad det end måtte være, pushes i skriverkarlenes ynglingsord; evidensbasseret og distribueres til alverden med alt godt i forløjede forsøg på at få enderne til at nå sammen i sektorer enhver ved, er tæt på at falde ud over kanten. Listen over initiativer, der udspringer af samme flod, er uendelig og de techløsninger der leveres og implementeres i vores tid er ikke utidige, med mindre man med ordet utidig mener fornærmende (?!). Eksperimenterne er tidslige på alle tænkelige måder og dækker over en meget uhensigtsmæssig forestilling om, hvad det indebærer at være menneske og derfor også barn.

Afhængig af hvor vi lægger snittet, kan vi datere den teknologiske udviklings begyndelse sammenfaldende med dampmaskinen, eller vi kan sige cirka 1991 hvor en forsker ved Cambridge University satte et kamera op i det fælles køkken, der kunne holde øje med kaffemaskinen så man slap for at gå langt efter en kop til en kande der måske var tom. Der har lige siden været tale om en glidebane, hvor eksperimenterne med menneskelig bevidsthed er blevet mere og mere bizarre. Kun ganske få interesserer sig for de store sammenhænge og endnu mindre de koblinger, der burde ligge til højre ben i spørgsmålet om, hvad det relationelle egentlig er og gør i et menneskes liv. Hvad gør en installation som MyAI f.eks. ved alle vores diagnosebørn? Det er bare et oplagt spørgsmål men endnu bredere kunne man måske spørge til, hvad gør det ved deres familier, hjælpere og institutionerne? Tiden der kunne være brugt i øjenhøjde bliver brugt ved et alter, hvor ingen ånd puster en i nakken og hvor der ikke er ånd, er der faktisk heller ikke en omsorgsgivende hånd. Det kan nemlig ikke lade sig gøre. Thi vi er alle forsamlet i samme åndsløse praksis mens vi stirrer på en skærm.

Når vi ikke skal tillade techgiganterne at eksperimentere med vores børn, eller ældre for den sags skyld, handler det om relationsdannelse, heri er jeg helt enig. Og i den anledning er det primære problem, at MyAI ikke kan forholde sig følelsesmæssigt til noget som helst. MyAI kan kun samle information og opdatere den information. Den lærer intet, for i lærdom indgår et åndeligt aspekt, der vedrører en fælles erkendelse som MyAI, på linje med den kunstige sæl eller den kunstige demensbaby, aldrig kan og aldrig kommer til at kunne. Hvor menneskets faktiske hånd er, er menneskets ånd, og hvor der er ånd, ånder noget, og hvor noget ånder er der liv. Hvor der er liv er der visioner, refleksion, intuition, eftertænksomhed, tavshed, forstillelse og mådehold med mere. Der er skyld og skam, der kan justere relationen, der er ventepositioner der tager sig tid til at lytte, forstå og ændre vej, og så er der det helt særlige sted sted, hvor hjertet taler i symbolsprog og forstår smerte, glæde, ekstase, angst, sorg og drømme, illusioner og divergerende forestillinger om sandhed og så er vi fremme ved sagens kerne.
MyAI kan kun håndtere information, MyAI kan ikke håndtere sandhed og bliver derfor ikke klogere, klogskab og kløgtighed kræver nemlig også sandhed, og sandhed kan kun trives der, hvor noget ånder, og det kan MyAI heller ikke finde ud af.

Sandhed betyder det, der ikke er skjult, sandhed er en skeen, skrev den tyske filosof Heidegger i Væren og Tid i 1927, og senere adresserede han samme sag i spørgsmålet om teknik. Med skeen mente filosoffen, at sandhed står i den lysning, hvor livet sker som en hændelse, det eller de steder hvor man opholder sig og er optaget af det, der sker ved siden af en, med en, og for en. Nok så væsentligt kommer alt det, der sker omkring en mens man er optaget af at være til – som menneske. Når et menneske er til, er det med alt det andet, der også er i verden, men præmissen for det hele er funderet i ånd og åndelighed, alt det der ånder, det der har liv, er. Hvis man fjerner bare et par af ovenstående f.eks. eftertænksomheden, refleksionen og mådeholdet, så kan man ikke være et helt menneske. At være til stede som et helt menneske kræver ånd og åndelighed, det ville derfor give mere mening at sende børnene ud i skoven og kramme træer og bygge huler i træer fremfor at introducere dem for noget, der ikke har liv; træer ånder som bekendt også, det gør adgang til en app der giver sig ud for at være en relation ikke.

MyAI udfordrer kun sekundært relationerne, først og fremmest tildækker MyAI Sandheden, sandhed kan kun ske det/de steder, hvor der er ånd og åndelighed til stede. Her kan man naturligvis straks anråbe min præmis og sige, hvad der er sandhed for en, er det ikke nødvendigvis for en anden, og det er delvist korrekt, men kun delvist. Dels er der forskel på sandhed med lille s og Sandhed med stort S, den lille sandhed er subjektiv, den store sandhed er både universel og derfor også eksistentiel. Den lille sandhed knytter sig til det subjektive, det enkelte menneske der beror sig på følelser og stemninger, den store sandhed retter sig mod det større billede, hen mod det sted hvor det vi alle har til fælles trives, gror og vokser i lyst af og i læ af hinanden. Hin anden spejler sig og forstår sig selv i den anden, den anden indeholder ånden, mennesker både dvæler i ånden og vokser i ånden i og omkring det mest sande et menneske kan være i. Sandhed finder man det sted, hvor mennesket bliver til som menneske.

Sandheden er relationel, det er MyAI ikke.

Egentlig burde overskriften være Af de endnu levendes papirer. Men da jeg hverken har et ønske om at referere direkte til Kierkegaards roman af samme navn endsige parafrasere hans pointe, bliver det fra i stedet for Fra en endnu levende (..). Jeg er her jo endnu.

Jag faldt over denne blogs udgangspunkt. Bloggen, Tævens Filosofi, blev kreeret på bagsmækken af mit afleverede speciale i litteratur og filosofi, der stillede spørgsmålet, hvordan kan litteratur læses redeligt? En, ved nærmere eftertanke, aldeles upræcis parafrase over noget ikke specielt godt defineret – set i bakspejlet. Jeg lavede en kobling mellem Johannes V. Jensen og Martin Heideggers filosofi og så fra den pol til receptionshistorien af romanen Einar Elkær.

Et andet sted opstod et blogprojekt i samarbejde med en god ven, hvor tanken var at gå Diogenes – antikkens kyniske vismand, efter i sømmene. Jeg synes ikke, det lykkedes helt, men sjovt var det. Desværre slettede min medskribent sin blog, men min blev stående. Og et af de indlæg jeg lavede dengang, handlede om liderlighed som fænomen. Hvad indlægget manglede på præcision, havde det til gengæld på mod og virkelyst. Liderlighed, længsel, passion, passioneret, i sine sansers vold udlagt i lyrisk lys, der er mange veje omkring liderlighed og jeg vil den kommende tid se på, om jeg kan vække den poetiske liderlighed til live – igen. Jeg vil undersøge fænomenet i nyt lys. Bloggen kommer derfor til at ændre karakter igen.

I forbindelse med flytning oktober 2022 fik jeg en mail fra Andel Energi, som svar på min forespørgsel om, hvornår vores el-aftale på adressen ville blive afmeldt med henblik på tilmelding det nye sted. Vi skulle jo sikre os tid til at sætte huset i stand og have el det nye sted. Samtidig.
Svaret fra Andel Energi var autogenereret.

“Vores system har tolket din mail, som værende en fortrydelse/annullering.”
”Hvis det ikke er tilfældet, så bare rolig, vi er ikke ved at annullere din aftale og du behøver ikke læse ”videre.”

Æh?

”Det tyder på at din henvendelse ikke indeholder, hverken kontraktnummer eller adresse.
Har du anført blot én af ovenstående, men i et format vores robot ikke har forstået, behøver du ikke gøre mere og kan se bort fra denne mail.”

”Det vil være en stor hjælp for os, hvis du besvarer denne mail med kontraktnummeret på aftalen du ønsker at fortryde/annullere.

Kontraktnummeret starter med årstallet, efterfulgt af et sekscifret løbenummer for eksempel 2022-100001

Altså en kontraordre til de første linjer ?! Og hvad er det, de er ved at afmelde eller ikke afmelde?

Mailen fortsatte:

“Det sparer alle parter en masse tid, at vi fra start kan identificere dig og du rykker ikke bagud i køen ved at svare, da det er din første mail der holder pladsen i køen.””

Opfulgt af en slet skjult trussel – moderat pres?. Jeg rykker ikke bag i køen, hvis jeg bare gør, som der bliver anført? Og hvad er det præcis der bedes om, jeg er f.eks. slet ikke i gang med at ville afmelde noget som helst.
Hvad er mit alternativ? Jeg sidder i ramme alvor og føler mig presset af en robot, og jeg hopper lige i den, for sådan er mennesker, de vil gerne det gode. Og faktisk vil jeg gerne have den sag ud af verden, så…..
Nu starter min søgen efter kontaktnummeret, som jeg ikke kan finde og hvorfor står det ikke kundenummer?. Og angiveligt er jeg ikke oprettet som bruger på Andel Energi, det er min datter på husstandens vegne, og hun er ikke hjemme. Men hey, det er der vist en løsning på:

”Hvis ikke du har kontraktnummeret, vil vi gerne bede om fulde navn og adresse, som aftalen er bestilt til. Er der tale om flere adresser, skriv blot alle adresser i mailen her.
Anfør ligeledes gerne, om der er tale om el og/eller naturgas.”

Ah, men så er løsningen vel bare, at jeg skriver adressen og uddyber mit ærinde. Som sagt, så gjort.

Ti dage efter modtager jeg en mail næsten identisk med den første. Denne gang er der imidlertid en tilføjelse:
Vi gør opmærksom på, at vi har en svartid på op til 10 hverdage, da vi modtager ekstraordinært mange henvendelser.
Bemærk du også er velkommen til at ringe til os på 70 29 28 60, hvor vi sidder klar alle hverdage kl. 9-16.

Bedste hilsner
Andel Energi

Så ringede jeg til dem.
Du er nu i kø som nummer 43 (..) vi har mange henvendelser og opfordrer dig til at logge ind på din profil, via vores hjemmeside; du er nu i kø som nummer 43 !

Ja til at begynde med, så anerkender jeg ikke præmissen, i fabler om afmelding. Jeg skal sådan set bare have afklaring på datoer. Og nu er jeg kastet ud i at i vil afmelde ting og sager. Det magter jeg bare ikke. Som i slet ikke.

Så svarede jeg på mailen ud fra devisen, at et svar på det jeg havde tænkt mig at skrive, kunne være et interessant eksperiment og i øvrigt var der nu snart gået de 14 dage, jeg havde haft brug for så….

Kære Andel Energi

I KAN RENDE MIG I RØVEN – FÅ MIG AFMELDT NU, JEG/VI ER FLYTTET OG JEG/VI NÆGTER AT BETALE FOR DEN NYE LEJERS FORBRUG AFMELD MIG PÅ ADRESSEN ELLER MØD MIG/OS I RETTEN. JEG/VI GIVER IKKE OP FØR I HAR FULGT LOVENS BOGSTAV OG I SKAL IKKE TRO I SLIPPER AFSTEND MED AT TRUE MIG/OS TIL NOGET SOM HELST. – JEG/VI BETALER IKKE EN KLINK.

FUCK JER!!!

Bedste hilsener fra Lotte.

Så fik jeg, cirka 10 dage senere, en mail fra kundeservice.

Kære Lotte, du er nu afmeldt på adressen, vi beklager ventetiden.
Bedste hilsener Andel Energi.

Jeg tror, den var skrevet af et menneske, men reelt ved jeg det faktisk ikke.  
Skulle du nu sidde og mene min korrespondance med Andel Energi var/er bekymrende, og min tone alt andet end forførende, venlig og imødekommende, så følg lige linket herunder. Min korrespondance med Andel Energi er vand ved siden af det, du har i udsigt med ChatGPT, der er en maskinlæring prototype på en chatbot udviklet af OpenAI som er specialiseret i dialog. Siger de.

Alene brugen af ordet dialog, burde vække en vis form for bekymring.
Kombiner det med NemID, og hele den ekstreme infrastruktur snart sagt enhver side på nettet reklamerer lystigt med i deres såkaldte privatlivsregler. Regeringen sælger rundhåndet ud af vores data og alt koordineres ved hjælp af NemID osv. osv. osv.

I skrivende stund er virksomheden bag ChatGPT vurderet til 29 milliarder dollar.

https://videnskab.dk/forskerzonen/kultur-samfund/hvis-du-nogensinde-har-skrevet-noget-online-boer-du-vaere-bekymret-for-chatgpt

I 1985 da Sting udkom med pladen The Dream of the Blue Turtles, var jeg 18 år gammel. Jeg vidste ikke, jeg ville få to døtre, og endnu mindre vidste jeg at jeg nu 38 år efter ville have tre børnebørn – drengebørn. Min virkelighed var i lyset af den kolde krig; vi lærte om atomkraft, alverdens forbandelser, DDR, Stalin, Lenin og Stauning, og frygten var en præmis. Da jeg var 15 vidste jeg, der var noget der hed cadmium og jod som kunne redde os, hvis det var, og min udsigt fra Nordhavnen var faktisk Barsebäckværket, som jeg betragtede med store ærefrygt, jeg havde hørt det kunne smelte – formentlig helt ned til Kina. Jeg følte selv, jeg var en slags revolutionær, jeg kendte i hvert fald ordet, havde hørt om Svinebugten og Vesterbros ungdomsgård og Kattejammerrock var en del af repertoiret – senere kom Bøllebob til og Byggeren og ja, jeg er fra den tid, hvor en telefon havde en drejeskive og en telefonboks var noget, der kunne eksplodere på grund af en, de voksne kaldte bombemanden. Han mistede vist sin hånd en dag i Fælledparken og min mor gik i skole med ham, fortalte hun, det var store sager, og livet var farligt.

Da Ronald Wilson Reagan (født 6. februar 1911 død 5. juni 2004) blev præsident, vidste jeg at han var tidligere amerikansk skuespiller, republikaner, statsmand, tidligere guvernør i Californien. Og jeg vidste også, at vi ikke kunne lide ham, men jeg vidste ikke hvorfor, sådan var det bare (?!) Jeg vidste også, at han ikke var lige så god som den præsident der havde været i Det Hvide Hus i 60-erne, ham kunne vi lide og Marilyn Monroe var en del af min bevidsthed, præsidenten blev skudt, men så kom der nogen der hed Beatles og Peace, Love & Harmony og så var alt godt igen. Det var dengang man skrev cirka 1967. Jeg vidste meget, også en masse jeg faktisk ikke vidste, ved jeg nu. Men Woodstockfestivalen var af det gode, og jeg lærte at Jimi Hendrix var sej, og Yoko Ono nok havde noget at gøre med Beatles opløsning, hende og John de lå i en seng og sang Give Peace a Chance , en komplet tåbelig sang set i 2023 lys, hvor ingen ser ud til at ville fred, men det var en god modpol til bevidstheden om Den Kolde Krig. Senere kom Uffe Ellemand til og sniksnakkede sig både ind og ud af de baltiske lande med en brun pibe på direkte tv, den var ikke gået i dag, men det føltes godt, at han talte om fred, og jeg kunne næsten lugte, hvad jeg forestiller mig var Mac Baren i piben. Jeg kendte dåsen på farven og min bror samlede på de dåser, han fik dem af en pibermager vi kendte, jeg husker han havde mange. Hvor Reagan var i samme anledning, det erindrer jeg ikke, men mon ikke han havde travlt med Reaganomics , det estimerer jeg. Derfra hvor min verden gik, var Anne Linnet på vej ud og glo på vinduer og Sanne Salomonsen havde allerede lagt i kakkelovnen med SuiSui. Mit tøj var pastelfarvet, mine øreringe af plastik og min skolegang foregik på Bordings Friskole i slipstrømmen på Peter Høeg og min dansklærer kunne sin Hermann Bang og jeg snusede kort til Hermann Hesse og returnerede straks til 70-er-lyrik og poetisk bevidsthed om SUT, Strunge, Turell og alle de andre sværvægtere fra den tid. Jeg var forelsket i en der hed Nicholas og havde for længst fået min første kys af en der hed Henrik. Jeg vidste, at de voksne også kunne være bange og synge lange, bange sange rundt om bålet på guitar og lufte lange lokker m/k, men jeg vidste også, at der altid var en komplementær til min frygt og den kunne jeg trygt opsøge, hvis jeg ville vide og mærke noget andet.

Sting sang f.eks.: In Europe and America there’s a growing feeling of hysteria, Conditioned to respond to all the threats
In the rhetorical speeches of the Soviets, Mister Krushchev said, “We will bury you”
I don’t subscribe to this point of view It’d be such an ignorant thing to do
If the Russians love their children too (..)

Jeg var altid lidt bekymret, men ikke sådan fundamentalt. Det er jeg nu. For der mangler noget i ligningen. Når Folketinget flager med gult og blåt, når statsministeren prædiker lev med det i folkets kirke og græder krokodilletårer på første parket, vi er alle med på forsiden, når præsterne kun beder for den ukrainske befolkning, når man kan blive smidt ud af Facebook for at skrive om russisk litteratur, når WHO vedtager en tværgående lov om pandemiske tilstande, der efterlader dem med al magt, når overdødeligheden er til at få øje på, når der bliver tvangsfjernet flere børn uden rettergang, når ingen kan holde de folkevalgte ansvarlige for deres ugerninger og kritisk – refleksiv debat drukner i, at Store Bededag skal fjernes, den kunne i modsætning til snak om tvangsvacciner godt få folket op af stolen, og nu skal der hældes flere penge i krigsmaskiner, krudt og kugler, og logikken er bizar, så bliver jeg bange. Ikke fordi jeg ikke kan se op og ned på krig og fred , invasion, ansvar og udløsende faktorer, psykopater og despoter, der længes liderligt efter imperialistiske tider. Jeg mangler bare stemmer. Jeg mangler den eller de stemmer der synger: We share the same biology, regardless of ideology But what might save us, me and you – Is if the Russians love their children too..

Og det gør de, de russiske mødre, jeg har levet længe nok til at vide, at det er sådan, det er.