Det var magisk at gå langs Møns Klint her i weekenen. Den tætte tåge hang så lavt over klinten, at kridttoppene virkede som noget, der hele tiden var på vej til at forsvinde. De nøgne bøgetræer langs kanten stod som grålige silhuetter, og uanset om jeg vendte mig mod nord eller syd, blev klinten opslugt af det samme hvide slør. Lyset var fuldstændig diffust, og farverne faldt sammen til en næsten sort hvid palet. Og selvom New York Times fornyelig havde Møns Klint på listen og 52 steder at besøge i 2026, så havde jeg hele stranden for mig selv denne magiske morgen.
Den første weekend i det nye år kom sneen endelig til Danmark. Det sneede næsten uafbrudt fra fredag eftermiddag til sent søndag aften. Jeg var ude med kameraet for at opleve lyset, stilheden og stemningen.
Søndag morgen begyndte min gåtur i skoven, før solen var stået op. Der var ingen andre fodtrin i sneen. Jeg var den første, der var ude at gå netop her. Jeg gik i bøgeskov og mellem høje nåletræer. Mellem tætstående træerne var der næsten mørkt, men alligevel ikke helt. Sneen i skovbunden lyste skoven op nedefra. Farverne var kølige og blålige til at starte med, men efterhånden som formiddagen skred frem, blev farvepaletten langsomt lidt varmere. Jeg havde håbet på et par solstråler, der kunne bryde frem omkring de snedækkede stammer og nøgne grene, men skyerne lå tungt og tæt, og solen forblev fraværende.
I starten oplevede jeg skoven som næsten lydløs. Det var, som om sneen lagde låg på alting og gjorde mine skridt næsten lydløse. Men da jeg stod stille og lyttede efter, var der stadig liv. Fuglene gav sig til kende med pippen og skratten, og deres små, fine spor var tydelige i den friske sne. Enkelte steder var der små pletter, hvor skovbunden var skrabet fri. Her havde fuglene rodet i sneen for at komme ned til det, der gemte sig under.
Jeg gik rundt et par timer med kameraet og prøvede at indfange stemningen i skoven. Med tiden dukkede flere mennesker op på stierne. Hundeluftere, mountainbikere og andre på søndagstur gled forbi. Mine fodspor var nu ikke længere alene. Jeg nød sneen og det specielle vinterlys og til slut begyndte små hvide snefnug igen at falde.
Dette er en serie dronebilleder fra samme sted nær Farum Sø, der viser efterårets forvandling af skoven. I løbet af oktober og starten af november vendte jeg tilbage til de små blå søer igen og igen. Jeg fandt den blå farve meget intens og dragende. Den mindste sø var lysere end de andre, som skovens øje der stirrede tilbage på mig.
I starten havde de grønne kroner stadig overtaget, mens gule og orange nuancer forsigtigt meldte deres ankomst. Men selv om efteråret var vindstille og varmt, måtte det grønne langsomt bukke under, og skoven skiftede palet. Det gule overtog, orange toner blev dristigere, og det grønne måtte se sig overvundet. Ét enkelt træ med gule blade var dog meget standhaftigt. Uge efter uge fastholdt det sine lysende gule blade, mens alle naboerne blev brune og derefter bare. Nu ligger de orange-brune blade på skovbunden som et tæppe. Trætoppene er nøgne og blotlægger skovens skelet. Men de blå søer har været der hele tiden. De var det konstante gennem denne efterårsforvandling af skoven.
Det var egentlig lidt af et tilfælde, at jeg opdagede de interessante kompositioner i andemaden. Jeg fløj med dronen over efterårsskoven, og så flere skovsøer, der mest så grønne ud. Ved nærere eftersyn opdagede jeg de abstrakte former og fandt motivet interessant. Derfor kom jeg tilbage flere gange med dronen for at fotografere fænomenet. Mønstrene bliver dannet, når vinden samler andemaden til tykke tæpper i nogle områder, og som ænderne glider gennem vandet, tegnes der spor i den grønne masse.
Andemad er et populærnavn, der bruges om to til tre slægter af små, fritsvømmende vandplanter. De er nogle af de mindste blomstrende planter i verden, men kan let danne et grønt tæppe på stille skovsø. De små bladlignende plader ligger tæt sammen på overfladen, og under de rette forhold kan planten fordoble sin masse på få dage.
Selvom den er lille, spiller den en vigtig rolle i økosystemet. Andemad kan medvirke til at rense vandet ved at optage overskydende næringsstoffer. På den måde kan den være med til at forhindre de voldsomme algeopblomstringer, der nogle gange rammer danske søer. Men vokser den for tæt, lukker tæppet af blade for lyset, og gør det umuligt for andre vandplanter at få lys til at fotosyntetisere. Mange dyr nyder dog godt af andemaden. Ænderne svømmer på overfladen og spiser bladene, og mange andre fugle, fisk og smådyr spiser også de små planter.
Alle billeder i dette indlæg er taget i løbet af efteråret. Ud over sporene i andemaden er der også en del nedfaldne orange og brune blade, som skaber en fin kontrast til alt det grønne. Nogle af formerne i andemaden ligner næsten figurer, mens andre er mere abstrakte.
Det sidste billede er anderledes. Det blev taget efter et par dage med nattefrost og let sne, så hele søens overflade nu var frossen og hvid. Der kan dog anes grønne områder i sneen, hvor andemaden har ligget tykt, mens søen frøs til. Desuden kan man se mørke mønstre fra ænderne.
Dette efteråret har jeg udforsket medlys, modlys, tåge og nye perspektiver i de kendte efterårsmotiver. Det har været fantastisk, farverigt og meget stemningsfuldt. For en gangs skyld vil jeg lade billede tale for sig selv, og ikke skrive så meget.
Efterårsfarverne står på deres højeste nu, og jeg prøver at komme ud så ofte som muligt, især om morgenen, hvor lyset er bedst. Enkelte dage har tågen lagt sig som et tyndt slør over landskabet. Når natten har været klar, stille og kold, er chancerne gode. I går morges var jeg heldig. Tåge lå over Farum Sø, da jeg cyklede afsted i tusmørket.
Jeg havde dronen med og efter den tungeste tåge havde forladt skoven, sendte jeg den i op. Så snart den steg til vejrs, kunne jeg se det smukke landskab indhyllet i skyer. Farverne var overvældende. Nogle træer var stadig grønne, mens andre var gule, gyldne, kobberrøde og brune i alle tænkelige nuancer. Over landskabet hang lave skyer, som langsomt gled hen over skoven og søen. Jeg lod dronen flyve ud over vandet og vendte kameraet tilbage mod land. I baggrunden kunne jeg se en lille sø, formet som en bønne. Dernæst fløj jeg dronen ind over bønnesøen, og fik kameraet til at kigge direkte ned på den. Søen var omgivet af siv på den ene side og tætte træer på den anden.
Farverne her var fantastiske og helt overvældende. Det blå vand var i smuk kontrast til de varme orange og gyldne toner i siv og træer. Med polfilter på dronen forsvandt reflekserne i søens overflade, og farverne i hele landskabet blev mere mættede. Efter hvad der kun føltes som et kort øjeblik, bippede dronen med lavt batteri niveau, og jeg måtte returnere den til jordens overflade.
I juli 2025 blev Møns Klint officielt optaget på UNESCOs verdensarvsliste. I begrundelsen lyder det bland andet: “Møns Klint er en kystnær kridtsklint med enestående geologiske og landskabelige kvaliteter. De geologiske lag er blotlagt i en spektakulær klintprofil, der afslører hele områdets indre struktur fra syd til nord, og samtidig tilbyder klinten en storslået visuel oplevelse for betragteren.” Men verdensarven handler ikke kun om geologi. Klintens kalkrige jord og kystnære klima giver liv til et af Danmarks mest artsrige naturområder. Her er sjældne orkidéer og sommerfugle, og vandrefalken har i mange år ynglet ved klinten.
Selvom jeg har været ved Møns Klint mange gange, er det første gang mens klinten har været på verdensarvslisten. På en måde var det lidt mere specielt på denne tur. Og det kan vist ikke komme som en overraskelse, at jeg er rigtig glad for, at Møns Klint, som jeg i mange år har fundet helt fantastisk, nu også er blevet anerkendt internationalt, som et område af global betydning.
Optagelsen på verdensarvslisten forpligter til at bevare, formidle og udforske stedet på naturens præmisser. Og bevaringsindsatsen bliver vigtig, for vi kan nok forvente en øget mængde turister med denne udnævnelse.
Set fra øjenhøjde er strandengenes skønhed næsten skjult. Landskabet virker fladt, og jeg har oplevet det som svært at fotografere. Men det ændrede sig brat, da jeg så strandengene fra luften. Med dronens fugleperspektiv trådte former, mønstre og teksturer frem. Et iøjnefaldende grafisk landskab der viste sig at indeholder menneskeskikkelser, fantasivæsener og meget mere.
Strandengene udgør en skrøbelig og dynamisk overgangszone mellem land og hav mange steder i Danmark. De er interessante, fordi de har en betydelig evne til at optage og akkumulere kulstof, og samtidig bidrager de til kystsikringen. Strandenge findes i lavvandede områder, typisk i fjorde, bugter og bag barriereøer. De formes konstant af naturenskræfter, men i stigende grad trues af menneskelig aktivitet og klimaforandringerne.
Strandengene er naturligt opdelt i zoner. Den nedre zone oversvømmes regelmæssigt af havvand, mens den højere liggende zone, kun sjældent er under vand. Den rytmiske oversvømmelse og tørlægning af de lavtliggende områder skaber et landskab i stadig forandring. Vegetationen på strandenge er stærkt specialiseret med salttolerante græsser og urter, der er tilpasset de skiftende forhold og vandmængder. I den nedre zone hvor salt- og vandpåvirkningen er størst, findes de mest salttolerante planter. Her er planterne for eksempel i stand til at ophobe salt i cellerne, eller udskille overskydende salt via specielle saltkirtler. Længere oppe hvor salt påvirkningen er mindre, kan der vokse planter, som kun tåler mindre mængder salt.
Strandenge er uundværlige levesteder for en lang række fuglearter. Sand- og mudderfladerne er fødeområder for vadefugle, mens de græsbegroede højere zoner fungerer som yngleområder for blandt andet gæs og ænder. Hvor der græsses af kreaturer, forbliver vegetationen ofte lav og åben, hvilket er med til at opretholder det åbne landskab og diversiteten. Uden græsning kan højere bevoksning med krat og buske udvikle sig, og langsomt vil strandengene ændre karakter.
Det stigende havniveau udgør en betydelig trussel mod strandengene. Under naturlige forhold ville de gradvist forskyde sig ind i landet, i takt med det stigende vandstandsniveau. Men landbrugsdrift, kystnær bebyggelse, diger og landindvinding forhindrer denne migration. Dette fænomen, kendt som “coastal squeeze” (kystklemning), forstyrrer den balance, der opretholder disse vitale økosystemer. Dette fører til tab af levesteder, for de dyr og planter der findes her.
I løbet af de sidste to år har jeg forsøgt at indfange disse landskabers unikke skønhed i fugleperspektiv. Fotograferet oppefra med en drone afslører strandengene fascinerende mønstre og formationer, der næsten ligner menneske- og dyreskikkelser eller endda fantasivæsener, afhængigt af øjet der ser. De fleste strandenge i Danmark er beskyttede naturområder, hvilket også betyder at man ikke må flyve med drone. Dette har gjort det en smule vanskeligt at finde steder jeg kunne tage billederne, men ved at nærstudere google maps og dronezoner, har jeg fundet nogle områder hvor droneflyvning var tilladt. Resultaterne kan du se i denne blogpost. Jeg beundrer virkelig strandengenes æstetiske skønhed og deres store økologiske betydning. Det er kyststrækninger, som huser store mængder liv, lagrer kulstof og beskytter kysten, samtidig med at de byder på en farverig, grafisk skønhed set fra oven. Jeg ser trolde og hekse, klovne, en sæl, og endda en basketballspiller i disse billeder, men måske ser du noget andet.
Ved Crystal Cove State Park i Californien oplevede jeg tidevandet på en måde, som er helt anderledes end i Danmark. Forskellen mellem høj- og lavvande er på omkring 2,5 meter, og det betyder, at der ved lavvande er cirka 30 meter sten, klipper og sandstrand blotlagt, som ellers er skjult i havet. Det var fascinerende at se, hvordan landskabet ændrede sig i tidevandszonen. Når havet trak sig tilbage, åbnede der sig små bassiner mellem klipperne, de såkaldte tidepools, som vrimlede med liv. Tidepools er i sig selv små økosystemer, og de organismer der lever her, skal kunne tåle store udsving i både temperatur, vandstand og fysisk påvirkning. Nogle timer står de badet i sollys, mens de på andre tidspunkter er de dækket af vand eller får store bølger væltende ind over sig. Derfor finder man arter her, der er særligt tilpasset til meget skiftende forhold.
Søanemonerne var noget af det første, der fangede mit blik. De nærmest oplyste alle tidepools, som talrige turkisgrønne sole. Nogle steder var de stadig dækket af vand i de små pools, mens de andre steder var blotlagte og noget sammenklaskede at se på. Senere opdagede jeg også en masse mindre søanemoner. Først lignede det bare store områder med pletvis knuste skaller, der sad fast på blotlagt sand eller sten. Men det viste sig at være søanemoner, der havde lukket sig sammen, fordi vandet var væk. På ydersiden havde samlet små knuste skaller, som var klæbet fast langs kanten. På afstand kunne sten se helt hvidlige ud, men når man kom tættere på, var det tydeligt at se dem.
Der var masser andet liv at se på omkring tidepoolsene. Blåmuslinger dannede tætte tæpper på klipperne flere steder. De sidder fast på stenene med stærke byssustråde, hvilket gør, at de kan modstå bølgernes kraftige slag. Samtidig filtrerer de, de store mængder vand, der bliver skyllet forbi. Jeg forsøgte at fotografere muslingerne på en mere abstrakt måde for at fange farvespillet af mørkeblå, violet, hvid og orange.
Også sandet gemte på sine egne motiver. Ved lavvande tidligt om morgenen lå Crystal Cove stille og uberørt. Vandets tilbagetrækning havde skabt fine organiske mønstre, der snoede sig som små og store åer mellem hinanden. De varede dog kun kort. Med solopgangen kom også de første løbere og morgenfriske gæster, og snart blev sandets mønstre afløst af nye fodspor. Jeg nåede dog at forevige nogle af mønstrene som motiver i mine fotos.
Oplevelsen ved Crystal Cove mindede mig endnu en gang om, hvor evigt fascinerende naturen er. Det, der ved højvande er skjult, afslører ved lavvande et mylder af liv, mønstre og farver, som kun er synligt i kort tid, før havet igen tager det hele tilbage. Jeg er dybt fascineret af livet i de små økosystemer, og hvordan de har tilpasset sig de ret ekstreme forhold i tidevandszonen.
Som en del af min sommerferie havde jeg lejet en lille hytte i Crystal Cove State Park i det sydlige Californien. Området strækker sig over en cirka fem kilometer kyst mellem Laguna Beach og Newport Beach i Orange County. Selvom kyststrækningen i dag er omgivet af travle byer, føles Crystal Cove som en oase midt i alt travlheden. For omkring hundrede år siden blev der bygget en række små hytter helt ned til vandet, og de står der stadig med træbeklædning og nogle i flotte farver. Hytteområdet kaldes “The Historic District”, men det udgør kun en meget lille del af selve Crystal Cove kysten. Hytterne er enkle, men stemningsfulde, og de kan lejes til priser, som virker overraskende rimelige i forhold til beliggenheden i det sydligere Californien.
Jeg brugte nogle af aftenerne på at gå nede langs stranden med kameraet. Tidevandet højt om aftenen i den uge, jeg tilbragte der. Bølgerne rullede ind med enorme kræfter, og åd meget af den brede strand. De slog mod stenene, og vandet brusede og hvirvlede rundt før det trak sig tilbage igen. Brændingen dækkede fem til ti meter strand, meget mere end hvad jeg er vandt til fra danske kyster. Jeg stod i bare fødder og shorts mens jeg fotograferede. De kølige bølger ramte også mine ben med stor kraft, og det føltes næsten som om jeg fik benmassage af bølgerne. Mit kamerastativ var plantet solidt i sandet, men nogle gange blev billederne alligevel rystede, fordi bølgerne skubbede så kraftigt til stativet.
Jeg fotograferede med lange lukkertider for at fange vandets bevægelser og mønstre omkring de små klippestykker. Vandet slyngede sig omkring stenene, og hvis bølgen var særlig stor, var det som om vandet slugte stenen et kort stykke tid. Bølgerne dannede masser af hvidt skum, som malede fine hvide striber mens vandmasserne trak sig tilbage igen. Disse linjer brugte jeg som ledende elementer i billedkompositionerne. Et par aftener var jeg så heldig, at der var lidt skyer på himlen. Da solen sank ned bag Stillehavet, glødede himlen i orange, gul og rosa. Farverne spejlede sig i havet og de lyse sandsten langs kysten, og alt var oplyst i pastelfarver i nogle få minutter.
Aftenerne ved Crystal Cove var både smukke og fotogene, og havet og bølgerne gav mig både nye motiver og en særlig fornemmelse af at stå midt i naturen. Det er præcis den slags oplevelser jeg jagter, når jeg er ude at fotografere.
fotofabler.wordpress.com 